Så blev ‘103 Idéer’ endelig udgivet med hele 6 sider med mine nisser. Det er Emma, Emmy og Sus med nissetøj. Og Sus er endda på forsiden. 🙂
Månedsarkiv: september 2012
Lyseblåt i 2006
Så fik jeg malet denne fine kasse. Fik den af svigerforældrene, da vi flyttede sammen, og dengang malede vi den himmelblå. Men i 2006 syntes jeg, den skulle være lyseblå. Det er da også en skøn farve. Passer så fint til de lyseblå puder, jeg syede med de fine hæklede stykker syet på foran. De hæklede stykker stammer fra min mors nabo – vist nok hans kone, der havde hæklet dem engang. Flotte, det er de! 🙂
Skatte fra mor
Mor er altid gavmild med sine dejlige ting. Jeg er netop kommet hjem efter at have besøgt hende et par dage. Se de fine og aldeles skønne ting, jeg fik med hjem. Jeg har tidligere købt disse dejlige farvestrålende håndarbejder af mor og brugt som gaver, men det er så svært for mig at give dem fra mig. Mon ikke, jeg beholder alt dette til mig selv. 🙂
For se, hvor fint de pynter. Holder sådan af at se farverne og de glade mønstre rundt omkring i mit hjem.
Mors sybord – nu mit
Jeg har altid været facineret af min mors sybord. Jeg har siddet rigtig mange gange som barn og sorteret indholdet samt sat knapper på snor efter farver. Nu hvor jeg selv roder med mine dukkerier her i stuen, ønskede jeg mig et sybord selv. Ville have fundet mig et, men mor syntes, jeg skulle have hendes. Og netop det sybord er jo sybordet over alle syborde. Jeg blev virkelig glad, og har fået det med hjem til Kastrup i går. Tak mor, jeg skal passe på det sybord som en skat. For ikke at tale om den charmerende fuldstændig fantastiske ægte retro spand, som jeg også fik med. Er den ikke bare skøn? 🙂
Sjov mølle fra Bornholm
Den er købt på Bornholm for omkring 15 år siden. Jeg har haft den stående i garagen de sidste 10 år. Jeg blev så glad, da jeg så den der i garagen, og endnu gladere, da jeg fik sat den op i haven. Den gang kunne man købe møllerne mange steder på Bornholm, men man ser dem aldrig mere. Det er trist, for den er da rigtig sjov. Når det blæser, så snurrer møllen rundt, og de små mænd saver og hugger brænde.
Nye opstillinger udenfor gadedøren
Kom forbi en meget indbydende blomsterforretning i dag, og blev nødt til at købe lidt blomster til mig selv. De hygger og pynter så fint. Se selv. 🙂 Bemærk også lanternen med de malede sten. Det er kunstværker fra min datters hånd for en del år siden. Jernbordet fandt jeg ude i vores garage. Gad vide, hvor det kommer fra. Jeg har aldrig bemærket det før. Det må være et, de tidligere ejere har ladet stå. Lidt skræmmende, da vi jo har boet her næsten 10 år. Spanden havde jeg selv og plantede de 2 mini lyngplanter samt mos fra haven.
Fandt også træklodsen i garagen. Zinkpotten havde jeg selv og plantede rosen og den hvide lyng i den. 🙂
Nyeste håndarbejder fra min dygtige mor
Fine glimt fra mit hjem
Jeg kan rigtig godt li’ min trappeopgang. Det er lidt specielt at entreen er en trappeopgang. Ikke så praktisk som en traditionel villa, for hvor skal man gøre af overtøj og sko. Da vi overtog huset var der gulvtæppe på, men det fik vi fjernet og så fik vi malet gelænderet sort. Det blev rigtig flot, synes vi selv.
Lige indenfor gadedøren har vi endelig nu efter at have boet her i næsten 10 år fået opsat knager og spejl. Stolen er arvet fra min mormor og morfar. Bornholmer billederne på modsatte side pynter så fint, synes jeg. Jeg glæder mig over dem hver dag.
I stueetagen har vi denne dejlige kommode, som er købt gennem dba til ingen penge. Spejl og lampe er nye ting, mens næsten al nips er loppefund.
Mellem stueetagen og 1. sal har jeg mine dukkeskabe, som man kan læse mere om på strikkededukker.dk. 🙂 Den skønne plakat har jeg fået af mine børn i julegave. Dukkemøblerne ovenpå skabene kan du læse mere om her og her og her.
Her er en del af min stue, som jeg holder meget af at kigge på. Farven rød er gennemgående i mit hjem. Stolen er arvegods fra mine forældre.
Smuk del fra mit soveværelse. Jeg har fået dette skønne toiletbord og stol af min mor. Jeg har mange minder om hende så smuk siddende på stolen og ordne hår på vej til fest, duften af parfume og en lille smule tristhed over at skulle undvære hende en hel aften. Billedet i midten på væggen er et tidligt kunstværk fra min datter og lerklatterne under er mine to børns håndtryk – en julegave fra børnehaven / vuggestuen. Ak ja, det var tider. 🙂
Mit køkken. Alle mine små ting har deres egen historie og betyder noget for mig hver især. Jeg holder af at sætte tingene sammen, så det ser dejligt ud Lige denne vinkel på mit køkken er specielt flot og indbydende, synes jeg. Jeg har selv fundet på at putte sølvtøjet ned i glaskrukken. Det pynter meget, synes jeg, og sølvet bliver ikke sort, når det ligger der.